Udsøgt udvalg

De bedste priser

Gratis hjemmelevering v. køb over 889,-

Bollinger Champagne R.D. 2007

1.989,00 kr.

På lager

Land
Frankrig
Område
Champagne
Producent
Bollinger Champagne
Underområde
Vallée de la Marne
ÅRGANG
2007
Drue
Pinot Noir & Chardonnay
Indhold
75 cl.
Beskrivelse

Bollinger Champagne R.D. 2007

Bollinger er et champagnehus i særklasse, der siden 1829 har fremstillet prestigefyldte champagner kendetegnet ved deres elegance og kompleksitet. Disse fremragende vine er resultatet af et omhyggeligt fokus på detaljer, for Bollinger accepterer intet mindre end suverænitet. Hver eneste detalje repræsenterer en søgen efter perfektion. Denne kompromisløse ånd dedikeret til prangende præstation eksemplificerer den uforlignelige elegance, som Champagneregionen hædres for og som har imponeret det engelske hof i så høj grad, at Bollinger har været tildelt titlen som kongelig hofleverandør siden 1884.

R.D. Cuvée: Bollinger R.D. Cuvée er en unik vintagechampagne, som kan krediteres den skønne Madame Bollinger (Élisabeth Bollinger), der bestyrede champagnehuset i 1960erne. På daværende tidspunkt var gamle vintages ikke på mode og mens de fleste champagnehuse producerede prestige-cuvéer såvel som udviklede usædvanligt formede flasker, valgte Bollinger at koncentrere sig om sin signatursmag. En kvinde af stort mod og tro mod sin pionerånd, fik Madame Bollinger den vovede ide at markedsføre den pragtfulde 1952-vintage; en cuvée af exceptionel kvalitet som længe havde ældet på bærme og fornylig var blevet degorgeret. Denne vintage var den allerførste til at bære navnet R.D., hvilket er en forkortelse for "Recently Disgorged" og ligeledes var etiketten den første nogensinde til at angive en degorgerings-dato. Den recente degorgering af champagnen var nemlig altafgørende og skabte en aromatisk eksplosion af den ældede vin; resultatet var kraftfuldt, sjældent og værdifuldt. Således havde Madame Bollinger udviklet en helt original smagsoplevelse og forfægtede sin vision; den absolutte prestige af Bollinger-huset ligger i selve vinen, smagen og ekspertisen.

Det er kun ganske få vintages, som opnår den ønskede standard for Bollinger R.D. Opdag hvordan denne 2007-vintage af Bollinger R.D. er en hyldest til sin oprindelse og ser tilbage på sine rødder; en autentisk vintage af en legendarisk cuvée.  Ligeledes er Bollinger R.D.'s historiske og legendariske etikette blevet genskabt til 2007-årganen i dets originale materiale, med den mystiske skrifttype fra 1952 og naturligvis angives datoen for degorgering. Bollinger R.D. 2007 kan karakteriseres af en pragtfuld kontrast mellem intensiteten af de krydrede aromaer og noterne af frugt, brioche samt honning såvel som vinens friskhed, hvilket giver en sjælden smagsoplevelse af denne livlige cuvée.

Sensationer: På øjet har R.D. 2007 intense glimt af guld. På næsen er den kompleks med aromaer af honning og brioche. Dette efterfølges af et væld af krydderier (ingefær, spidskommen, kommen og mere), før det udvikler sig til noter af mirabelleblomme, tørret abrikos og frisk hasselnød. På ganen har denne cuvée en livlig og ren åbning, der afslører noter af hvid blomme, valnød og anis. Dens friskhed er smuk og dens spænding utrolig.

Madparring er baseret på safran, ingrediensen valgt til at fremhæve Bollinger R.D. 2007 cuvéen: Jomfruhummer med en safran-beriget vinaigrette - Filet af helleflynder i en safranskorpe - Bresse kylling med en safran og ingefær sauce.

Servering: For at fremvise dens unikke stil, anbefales det at servere Bollinger R.D. ved en temperatur på 8°C, for derefter at værdsætte udviklingen af ​​dens aromaer i løbet af smagningen.

Der er to forskellige oplevelser mulige:

  1. Den første indebærer en opdagelse af Bollinger R.D. i samme år som dens degorgering. I dette tilfælde udtrykker vinen et specifikt aromatisk udvalg med komplekse frugtige noter.
  2. Den alternative oplevelse involverer at efterlade Bollinger R.D. i flere år til at modne i kælderen, hvilket vil afsløre dybden af ​​aromaerne, som er karakteristiske for de fineste årgange.
Vinmarksareal og vinfremstilling:

Vinmarksareal: Bollinger Champagnehus har et samlet vinmarkareal på 178 hektar, som er beplantet med 85% Grand Cru- og Premier Cru-vinstokke fordelt på syv vinmarker i følgende kommuner: Aÿ, Avenay, Tauxières, Louvois et Verzenay er beplantet med Pinot Noir, Cuis med Chardonnay og Champvoisy med Pinot Meunier. Bollinger er et af de få champagnehuse, som selv producerer størstedelen af druerne til deres blandinger; det store vinmarksareal er nok til at dække minimum 60% af champagnehusets druebehov. Bollinger's primære drue er Pinot Noir; en kompleks og kraftfuld drue som repræsenterer mere end halvdelen af husets vinmarker og giver vinene deres bemærkelsesværdige struktur. Ydermere forsyner Bollinger's evne til selv at dyrke en stor andel af deres druer vinfremstillingsholdet med en "regelmæssighed"; druernes placering er den samme hvert år og Bollinger kan selv kontrollere forvaltningen samt høsten af ​​vinmarkerne. Hos Bollinger er det husets vinmarksdirektør, som træffer beslutningerne omkring hvordan vinmarkerne skal forvaltes. Dog har hver vinmark en vinmarksbestyrer, som tilpasser disse retningslinjer til deres egen terroir, da hvert plot har unikke karakteristika. Ydermere støtter Bollinger bæredygtig vindyrkning ved at plante græs, benytte biologisk skadedyrsbekæmpelse, signifikant reducere brugen af herbicider og genbruge beskæringsrester. Denne indsats har medført, at Bollinger i 2012 blev det første champagnehus til at opnå Haute Valeur Environnementale (High Environmental Value) certificeringen. I 2014 var Bollinger-marken ligeledes den første, der opnåede Viticulture Durable en Champagne-certificeringen (Sustainable Viticulture in Champagne). Dette markerer husets forpligtelse til beskyttelse af vinmarken.

Ydermere anvender Bollinger udefrakommende vindyrkere, der forsyner huset med yderligere partier af druer, så det resterende druebehov dækkes. Disse druer forvaltes efter den samme etiske ekspertise som hos Bollinger; modenheden såvel som sundheden af deres druer overvåges nøje. Bollinger har et særligt forhold til disse vindyrkere, da adskillige af dem har været trofaste leverandører gennem flere generationer. Huset kan være helt sikker på, at druerne dyrkes ved brug af flittige og præcise metoder, som garanterer vinkvaliteten.

Vinfremstilling: Selve vinfremstillingen hos Bollinger begynder naturligvis med høsten og til denne benyttes altid grønne teknikker. Efterfølgende transporteres druerne til champagnehusets vinkælder og her bliver de mødt af Gilles Descôtes, Bollinger's kældermester. En profession der kræver en utrolig nøjagtighed fra det øjeblik, at høsten er overstået; han overvåger vinstokkene med det formål at få en fornemmelse for deres specifikke karakteristika. Herefter udvælger han de fineste vinstokke og disse bliver vinificeret i gamle egetræstønder. Bollinger har omkring 3.500 egetræstønder, hvilket svarer til, at en million flasker gennemgår gæring i egetræ hvert år; ganske få virksomheder i Champagne kan prale af så mange egetræstønder. I disse egetræstønder forekommer Micro-oxideringsprocessen og denne afslører delikat vinenes kompleksitet samt giver dem en ekstraordinær kapacitet til ældning. Når årets blanding skal samles, forbereder kældermesteren med tålmodighed og grundighed hver vin til smagskomiteen. Han tilføjer også omhyggeligt konserverede reservevine, som giver en næsten uendelig palet af nuancer og karakter. Efter den primære gæring i trætønder aftappes vinene på flaske om foråret og transporteres ned i kridt-kældrene for at hvile. Det er denne lange lagringsperiode hvorunder, at vinen udvikler de ekstraordinære delikate aromaer og giver boblerne deres glatte struktur. Ydermere, i jagten på excellence, udfører Bollinger omstikning og degorgering af alle vintages ved håndkraft. Samtidig har huset altid stræbt efter at bibeholde den naturlige balance i sine vine og tilføjer af denne grund kun meget lidt ekstra sukker. Efter degorgering hviler vinene i yderligere tre måneder forinden, at etiketten påsættes og vinene pakkes, så de er klar til at blive sendt til klienter verden over.

Produktionshemmelighederne bag vinene fra Bollinger er videregivet og perfektioneret fra generation til generation i næsten to århundreder. Bollinger tager nemlig aldrig den lette udvej; hvor end forfædres teknikker har vist sig at garantere den højeste kvalitet, bevares de - uanset hvor udfordrende dette må vise sig at være. Dermed opretholder huset stolt gamle færdigheder og værdifuldt håndværk. Bollinger er det første champagnehus, som modtog det yderst respekterede kvalitetsstempel Patrimoine Vivant (Levende Arv), der belønner og anerkender huset for dets enestående håndværk og ekspertise.

Bollinger R.D. Cuvée 2007:

  • Høsten i 2007 var en af Champagne-regionens tidligste i et helt århundrede og resulterede i druer af enestående kvalitet.
  • Blanding: Chardonnay og Pinot Noir fra 14 crus; 91% Grands crus og 9% Premiers crus.
  • Fermentation: Foregik udelukkende i egetræstønder
  • Kun de allerbedste vintages hæves til niveauet af Bollinger R.D.: 2007-årgangen er kendetegnet ved bemærkelsesværdig præcision og energi.
  • Modning: En meget lang modning, mere end fire gange længere end tiden krævet af appellationen, for en uendelig vifte af smage: en ægte vinalkymi. Modning udført under naturlig kork.
  • Degorgering: Bollinger R.D. udgives kun et par måneder efter degorgering. Denne nylige degorgering garanterer vinens bemærkelsesværdige friskhed.
  • Dosering: Meget lav: "Extra Brut", 3 gram pr. liter.
Champagnehuset:

Historien om Bollinger Champagnehouse begynder med Athanase de Villermont, den yngste søn af en adelig familie med en strålende skæbne. Athanase var en fremragende soldat, der brillerede under den amerikanske uafhængighedskrig. Han arvede en ekstensiv ejendom fra sin familie i Aÿ-området og forudså straks det ekstraordinære potentiale i vinene fra Champagneregionen. Desværre måtte han som aristokrat ikke blive involveret i handel. Kort efter mødte han Joseph Bollinger, en vidt rejsende tysker der havde forladt sit fødeland for at lære om Champagne-vinhandelen og Paul Renaudin, en lokal mand som var fascineret af vinens verden. De indgik i et samarbejde og resultatet blev firmaet Renaudin-Bollinger & Cie, som blev grundlagt den 6. februar 1829. Joseph håndterede salgsdelen og Paul tog sig af kælderen. Athanase havde dermed grundlagt et champagnehus, der ville vare ved gennem århundreder. I 1837 giftede Joseph Bollinger sig med Louise-Charlotte, datter af Athanase. Senere hen overtog deres sønner, Joseph & Georges, virksomheden. Fra phylloxera-krisen til tumulten bag første verdenskrig, ville de stå overfor nogle af husets største udfordringer. Under de to brødres ledelse opnåede Bollinger stor berømmelse og udvidede sine vinmarker betydeligt. I 1920 befandt Jacques Bollinger, søn af Georges, sig ved roret af champagnehuset: en tung byrde for en 24-årig. Han konfronterede udfordringen med stort mod og med hjælp fra sin fætre Pierre & Yves Moret de Rocheprise; for Bollinger's styrke ligger også i dets stærke familiebånd. Sofistikeret, kultiveret og flydende engelsktalende, øgede Jacques Bollinger's prominens på tværs af kanalen. Han førte med stor visdom huset gennem de vanskelige år med recession samt anden verdenskrig og som borgmester af Aÿ var han forpligtet til at beskytte sin landsby.

Da skotten Élisabeth Bollinger (født Élisabeth Law de Lauriston-Boubers) giftede sig med Jacques i 1923, blev hun også lidenskabeligt involveret i husets skæbne. Jacques døde desværre under anden verdenskrig og Élisabeth var dermed kun 42 år, da hun mistede sin mand. Foruden tøven og med stor værdighed trådte hun til og påtog sig ansvaret for champagnehuset. Madame Jacques, som hun blev omtalt indenfor champagnehusets fire vægge, lagde hjerte og sjæl i sin nye rolle. Under sine mange besøg i udlandet gjorde hendes nåde og charme underværker. Munter og vittig, var Madame Bollinger ikke desto mindre en formidabel strateg. Udover en uforfærdet forretningskvinde, var hun også yderst perfektionistisk og tolererede intet mindre end excellence. Hun var altid klar på at innovere og var drivkraften bag den yderst originale Bollinger R.D. cuvée. Det velkendte billede af hende der kommer cyklende gennem vinmarken, er mærket i alles erindringer. Da tiden var kommet, samlede Madame Bollinger de familiemedlemmer omkring sig, som hun mente var bedst i stand til at følge i hendes fodspor. Hun underviste Claude d'Hautefeuille, hendes nieces mand, i alt omkring Bollinger huset. I 1950 blev han direktør og lancerede et ambitiøst moderniseringsprogram med respekt for Bollinger's kvalitetskrav. Madame Bollinger udnævnte ham til formand i 1971, men forblev tæt involveret indtil hendes død seks år senere. Madame Bollinger's nevø, Christian Bizot, overtog efter Claude i 1978. Han var en stor rejsende ligesom sin tante Elizabeth og gjorde en indsats for at mødes med sommelierer, restaurantejere samt vinhandlere for at promovere husets vine. Han var en fremragende formand kendt for sin åbenhed og uformelhed.

I 1994 var det ingen anden end selve oldebarnet til Joseph Bollinger, der blev bestyrer af huset. Efter at have begyndt sin karriere i Chili, udviklede Ghislain de Montgolfier fortsat huset med en stræben efter fortræffelighed som et ledende lys. Han opretholdte fortsat en politik, der omhandlede at frivilligt begrænse producerede mængder for at øge kvalitet og samtidig forblive tro mod Bollinger-ånden. Ghislain var en utrættelig arbejdsmand med en god sans for humor, som kombinerede videnskabelig stringens med entusiasme for succes. I 2007 førte hans tekniske ekspertise til, at han blev udnævnt som bestyrelsesformand af Union des Maisons de Champagne og medformand af Comité interprofessionnel du vin de Champagne. I 2008, for første gang i dets historie, lagde huset sin fremtid i hænderne på en formand, der ikke var et familiemedlem. Valget faldt på Jérôme Philipon, som oprindeligt er fra Champagne-regionen og havde ført en imponerende karriere med store industrikoncerner. Valget er muligvis uventet - men Bollinger har aldrig tøvet med at afvise konformitet, når det kommer til husets- og dets vines bedste. Med Bollinger-familiens støtte har Jérôme Philipon udvidet sin forgængers program for modernisering og investering. Med ham i spidsen har huset bevaret sin traditionelle ekspertise og samtidig inkorporeret det bedste af nye teknologier til den fremtidige udvikling af brandet, både i forhold til kvalitet og kommerciel vækst.

Historien om Bollinger R.D.: I 1960'erne herskede en generel tendens til at producere prestige-cuvéer: dyre vine af høj kvalitet, som blev skabt af champagnehusene med det formål at hæve brandets profil. Dette var en udbredt markedstendens, og størstedelen gjorde det, men at give efter for dette pres var bestemt ikke en mulighed for Bollinger. En af Bollinger's kommercielle brochurer fra dengang forklarer at grundet kvaliteten af ​​husets druer og dets traditionelle produktionsmetoder, er alle Bollinger's vine têtes de cuvée (prestige-cuvéer/husets topvine). At skabe en prestige-cuvée ville dermed have en underminerende effekt på Bollinger's andre vine, som ikke desto mindre alle er fremstilet efter samme principper såvel som fokus på detaljer og kvalitet. Så hvordan kunne Bollinger skabe en vin, der ville imødekomme efterspørgslen efter eksklusive champagner og forblive tro mod sine værdier? Madame Bollinger's svar var radikalt, kreativt og modigt: Bollinger R.D. (Recently Disgorged) - en Extra Brut vintagechampagne, som er blevet ældet på bærme i mange år og skal nydes lige efter degorgering, hvilket er nøglen til denne cuvée.

Den første cuvée til at bære navnet Bollinger R.D. var 1952-årgangen, som blev frigivet i 1967 og dens etikette var den første nogensinde i historien, som angav en dato for degorgering. Dette var en revolution, som ville få en varig indflydelse på Bollinger-stilen og champagneverdenen som helhed. Bollinger R.D. vakte stor sensation fordi, at Bollinger vovede at gøre det, som intet champagnehus nogensinde havde gjort før: at bryde med konvention og demonstrere, at regler eksisterer for at blive brudt - med elegance og kreativitet. En absolut enestående vintagechampagne, kan R.D. karakteriseres af en unik smag og indiskutabel prestige, der udspringer af kvalitet og bestemt ikke ostentation. Bollinger R.D. har ingen ligemand og foreviger husets ekspertise.

Land, region & område:

Champagne fra Bollinger produceres naturligvis i den berømte franske region Champagne, der er bedst kendt for produktionen af den mousserende hvidvin, som bærer regionens navn. Vin har været dyrket i Champagne-regionen siden romertiden, men historien omkring hvordan mousserende vin blev til, hersker der fortsat en vis usikkerhed omkring. Den mest velkendte historie lyder således, at munken Dom Pierre Pérignon fra Hautvilliers klosteret i 1697 opdagede metoden til at lave bobler i vin (“methode champenoise”) og dermed opfandt champagne. Det viste sig dog, at han forsøgte at eliminere boblerne fra sin vin, da flaskerne eksploderede under presset fra den anden gæring og indholdet blev dengang kendt som “djævlens vin”. I virkeligheden var det en engelsk videnskabsmand ved navn Christopher Merret, som for første gang tilbage i 1662 dokumenterede hvordan, at man forvandlede almindelig vin til mousserende vin. Han beskrev dengang, at bødkere i nyere tider tilføjede store mængder af sukker og melasse til alle slags vine med det formål gøre dem mere livlige samt “sparkling”. Dette var første gang, at selve processen blev beskrevet og at ordet “sparkling” blev benyttet til at beskrive slutproduktet. Derimod kan Dom Pierre Pérignon krediteres for at blande druer fra forskellige vinmarker og på den måde bidrage til en forbedret version af champagne end man tidligere havde kendt. Champagnes stigende popularitet resulterede i opførelsen af det første officielle champagnehus Ruinart i 1729. I løbet af 1700-1800 tallet blev champagnefremstillingsmetoderne forfinet og omkring 1880 blev champagne fremstillet ved brug af nogenlunde de samme metoder som i dag.

Champagneregionen blev defineret som et AOC område ved en lov i 1927 og dermed er champagne et beskyttet navn, der kun må bæres af mousserende vin fra regionen. Champagne AOC ligger 150 km øst for Paris i det nordøstlige Frankrig. Den nordlige placering gør, at klimaet er en smule køligt samt påvirket af store temperaturvariationer mellem vinter og sommer, hvilket giver druerne det rette syreindhold til Champagne. Ydermere er Champagneregionens bakkede terræn og kalkholdige jord en af hovedgrundende til, at området producerer champagne af den absolut højeste kvalitet. Regionen dækker et areal på omkring 34.000 hektarer og kan opdeles i fem primære distrikter: Montagne de Reims, Vallée de la Marne, Côte des Blancs, Côte des Bar (Aube) og Côte de Sézanne. Disse distrikter kan yderligere opdeles i en række landsbyer, som klassificeres og kvalitetsbedømmes med et procentsystem kaldet Échelle des Crus. Procentsystemet strækker sig fra 1-100%, men 80% er den laveste bedømmelse nogensinde tildelt en landsby. De landsbyer som tildeles 90-99%, klassificeres som Premier Cru og landsbyer af suveræn kvalitet tildeles 100% samt klassifikation Grand Cru. Ud af de flere hundrede landsbyer hvor det er tilladt at producere champagne, bærer kun 17 titlen som Grand Cru. En champagne klassificeres dermed ud fra hvilken landsby, som de benyttede druer og deres vinmarker tilhører. De mest anvendte druer til champagnefremstilling er Pinot Noir, Pinot Meunier samt Chardonnay og disse udgør 99% af den samlede champagneproduktion. Der findes yderligere fire druesorter hvoraf, at det er tilladt af fremstille champagne: Pinot Blanc, Fromonteau gris, Petit Meslier og Arbane. Disse benyttes i en langt mindre grad end de tre mest populære sorter. I Côte des Bar distriktet dyrkes primært Pinot Noir og det samme gælder for Montagne de Reims. I Vallée de la Marne er den herskende druesort Pinot Meunier og i Côte des Blancs såvel som Côte de Sézanne dominerer Chardonnay druesorten. Champagne fra Bollinger fremstilles i vindistriktet Vallée de la Marne i hjertet af Champagne-regionen.

Ratings:

James Suckling: 98 point

Robert Parker's Wine Advocate: 97 point

Druer:

70% Pinot Noir & 30% Chardonnay.

Indhold:

75 cl.

 

Relaterede varer
Copyright Wine Collector 2022. All Rights Reserved
user
0
Din kurv
Du er 889,00 kr. fra at opnå fri fragt.
Din kurv er tomTilbage til shop