Udsøgt udvalg

De bedste priser

Gratis fragt v. køb over 600,-

Olivier Leflaive Corton-Charlemagne Grand Cru 2014 

Olivier Leflaive Corton-Charlemagne Grand Cru 2014 

DKK 1,789.00

På lager: 6 på lager

Olivier Leflaive Corton-Charlemagne Grand Cru 2014

Olivier Leflaive er en Chardonnay ekspert fra en af de ældste og mest ærværdige familier i Bourgogne. Driftig og kreativ, grundlagde han i 1984 sin egen vinproducerende virksomhed, som i dag står bag nogle af Bourgognes fineste hvidvine. En virksomhed af kvalitet og prestige med kilder i nogle af Bourgognes mest ekslusive områder, heriblandt Corton-Charlemagne. Olivier Leflaive Corton-Charlemagne GC 2014 har fra den respekterede vinanmelder Robert Parker modtaget 91 point.

Denne årgang er en vin med stor finesse. Dens bouquet er kompleks: mineralske dufte, pære, krydderier. Angrebet på ganen er friskt og mineralsk, struktureret med en fin længde i munden. En vin af god klasse, som kan nydes inden for få år. Vinen er ideel at kombinere med foie gras, fisk og skaldyr som hummer, krebs, krabbe, men også fjerkræ og kalv kogt i hvid sauce. Også et godt match med blå ost.

Vinmark & vinfremstilling: 

Kilden til denne 2014 årgang af Olivier Leflaive Chardonnay er Corton-Charlemagne, en Grand Cru appellation beliggende på Corton bakken i en højde af 300-350 meter. Den strækker sig tværs de tre kommuner Aloxe-Corton, Pernand-Vergelesses og Ladoix-Serrign, hvilket gør det til den største A.O.C. Appellationen kan karakteriseres af store geologiske- og eksponeringsforskelle, hvilket gør det muligt at producere utrolig rige samt fede vine med mineralske- og krystallinske antydninger. Olivier Leflaive’s cuvée fremstilles af nogle få kalkstensplots spredt ud over appellationens tre kommuner. Vinstokkene fra disse plots har en gennemsnitsalder på 40 år og dyrkes ved brug af bæredygtige metoder.

Året 2014 kan karakteriseres af et køligt forår og en dermed forsinket blomstring. Ligeledes var månederne juni og juli kølige, men varmen kom heldigvis med august og september. Man oplevede dog stadig forsinkelser med vinstokkenes vækst og dermed også med druernes modning. Druerne blev høstet ved brug af 100% manuelle metoder og trods udfordringerne blev 2014 en vellykket årgang fra Oliver Leflaive.

Vinifikation: Ved ankomst til vinkælderen bliver druerne overført til den pneumatiske presser, som forsigtigt presser saften ud af dem. Efter presning samler de tungeste partikler sig i bunden af tankene (bundfaldet på fransk = bourbes) og den klare juice adskilles fra bundfaldet samt anbringes i en tank el. tønde. Herefter gæres vinen og denne process har to faser: 1. Alkoholisk gæring som omdanner det naturlige sukker i saften til alkohol. 2. Malolaktisk gæring der omdanner æblesyre til mælkesyre og reducerer vinens naturlige syreindhold. Herefter begynder aldringsprocessen, som er karakteriseret ved tre primære handlinger: 1. Påfyldning: Under aldringsprocessen fordamper noget af vinen samt træet suger vinen til sig og for at undgå oxidation fyldes tønderne ugentligt op med noget af den samme vin (kaldes ouillage på fransk). 2. Omrøring: Vinen omrøres i tønden for at agitere bærmen i vinen og denne proces, kaldet bâtonnage på fransk, tjener til at “nære”, balancere samt berige vinen. Hvor ofte vinen omrøres afhænger af årgangens karakter. 3. Omstikning: Vinen overføres til en anden beholder, en proces kendt som soutirage på fransk, og bærmen efterlades. Olivier Leflaive Corton-Charlemagne Grand Cru 2014 blev ældet i 17 måneder, heraf 12 måneder i egetræsønder (30% nye) og de resterende fem måneder i rustfri ståltanke. Herefter blandes vinen med vin fra forskellige tønder/tanke, men samme samme appellation for at opnå en komplementaritet. Smagningsteamet skal godkende hver blanding og målet er at ende med en afbalanceret vin. Efter at have ladet blandingerne stå i tre måneder, er det tid til filtrering. Dette stadie fjerner eventuelle uønskede partikler i vinen og afklarer den. Til sidst blev vinen aftappet på flaske.

Olivier Leflaives historie:

Familien Leflaive har altid haft et par hektar vinstokke såvel som en gård i Bourgogne og lige efter første verdenskrig stod Olivers bedstefar, Joseph Leflaive, overfor nedgangen af hans stålfabrik i Saint-Etienne. Hans investeringer i Bourgogne var alt, som han havde tilbage og han besluttede sig for at udvide sin vingård (Domaine Leflaive). Dette blev en familiedrevet operation og hans søn Joseph Régis Leflaive overtog Domaine Leflaive sammen med sin bror Vincent i 1953, som kort efter begyndte at producere topvine. Tilbage i marts 1945 havde Joseph Régis Leflaive og Anne Leflaive taget imod deres søn Oliver Leflaive, som dermed voksede op i vinverdenen blandt vinentusiaster. Han fik i 1965 en Bachelorgrad i økonomi og Joseph havde store håb for hans søns strålende karriere. Dog blev disse knust i 1972, da Oliver tog til Paris for at forfølge sin passion for musik. Oliver arbejdede både med TV og radio sammen med sine venner fra radioprogrammet “Le Petit Conservatoire de Mireille” og i sin fritid uddannede han voksne i regnskab. Herefter blev han bookingsagent for en række musikere og arbejdede også som en planlægger for den franske radiostation France Inter. Oliver blev selv far til sin første datter Olivia allerede i 1974 og tog lykkeligt imod endnu en datter Julie i 1979. Men i 1981, som følge af et turbulent år, vendte Oliver tilbage til Bourgogne og sin familie. Efter kun omtrent et år tilbage på vingården fulgte Oliver i sin bedstefars såvel som sin fars fodspor og blev co-manager for Domaine Leflaive i 1982 sammen med sin onkel Vincent og kusine Anne-Claude.

Under sin tid ved roret på Domaine Leflaive besluttede Oliver sig for at oprette sit eget vinfremstillingsfirma: Olivier Leflaive. Det hele begyndte med en anmodning fra en velkendt Amerikansk importør, der begærede vine fra Meursault og Chassagne-Montrachet. Domaine Leflaive havde hverken vinstokke i disse kommuner eller kapaciteten til at vinificere flere druer. Olivers fik dermed en ide, som var særdeles unik for Bourgogne: at opkøbe druer og most som vinificeres samt ældes efter de sammen metoder benyttet på familiens vingård. Vinen ville han herefter sælge som primeur eller blot forinden aftapning. Olivers ide blev modtaget med stor entusiasme og flere sluttede sig til projektet, herunder hans bror Patrick, der både investerede i virksomheden og blev medejer. Ydermere håndterer Patrick i dag PR og repræsenterer virksomheden i udlandet. Også hans onkel Vincent investerede og fungerede mere eller mindre som rådgiver, da han introducerede Oliver til vinavlere såvel som Marc Boillot, der blev vinmager fra 1984-1988. Franck Grux ankom i 1988 til Olivier Leflaive vingården; en ung og talentfuld vinmager, som hurtigt blev Olivers højre hånd. Siden 1988 har de sammen givet deres ekspertise samt intuition frit slag og komponeret adskillige fremragende vine. I 2003 udvidede Olivier Leflaive deres lagringsfaciliteter og opførte et nyt depot (Pool Logistic) i Meursault, som tilbyder optimale betingelser for opbevaring såvel som afsendelse af virksomhedens vine. Ydermere åbnede Oliver i 2006 et firestjernet hotel så, at gæster kan blive længere og i fulde drag nyde Bourgogne oplevelsen. I 2007 tilsluttede Julie Leflaive sig sin fars eventyr og overtog driften af hotellet samt de turistrelaterede aspekter af virksomheden.

2010 var et stort år for virksomheden samt Oliver og Patrick, da de endelig modtager deres familiearv i form af nogle af fantastiske terroirs:

  • Chevalier-Montrachet Grand Cru
  • Bâtard-Montrachet Grand Cru
  • Puligny-Montrachet 1er Cru Les Pucelles
  • Puligny-Montrachet 1er Cru Les Folatières
  • Meursault 1er Cru Blagny Sous le Dos d’Âne

Ydermere gik Oliver i 2010 på Pension, men bevarer stadig meget tætte forbindelser til virksomheden.

Land, region & område:

Oliver Leflaive hvidvine produceres i Frankrigs region Bourgogne, som er beliggende øst for det centrale Frankrig og hvidvine herfra betragtes som nogle af de bedste i verden. Bourgogne har et vinareal på omkring lige under 30.000 hektar jord og er mest kendt for rødvine fremstillet af Pinot Noir samt hvidvine fremstillet af Chardonnay. Disse to druer udtrykker bedst deres elegante, aromatiske og komplekse karakter i Bourgognes Terroir, som er karakteriseret af et køligt og kontinentalt klima med kolde vintre efterfulgt af varme somre. Der er også stor variation i landskabet i forhold til bakker, skråninger og vinde, hvilket skaber adskillige mikroklimaer. Samtidig kan jordforholdende i Bourgogne drastisk variere og blot et par centimeter kan adskille en Grand Cru vinmark fra en Premier Cru. Størstedelen af jorden består af kalksten, ler, grus og sand. Især hydraulisk kalkstensjord gør Bourgogne unik og i denne trivedes specielt Chardonnay. Terroir har generelt en stor betydning i Bourgogne, da det er vinmarkens omdømme som afgør vinens værdi. Det omhyggelige fokus på enkelte vinmarker er en af grundene til, at regionen har en mindre produktionsmængde. En anden grund er napoleonskodeksen, som kræver ligelig fordeling af ejendom og jord mellem alle arvinger. Dermed er vinmarksejerskab i Bourgogne ekstremt fragmenteret og nogle producenter er ansvarlige for kun en eller to rækker vinstokke. Ydermere har dette ført til et overvejende antal af negocianter, en købmand som køber frugt fra mange forskellige avlere og vinificerer det samlet.

Bourgogne er opdelt i seks primære vindyrkningsområder: Chablis, Côte de Nuits (Côte d’Or), Chalonnaise, Mâconnais, Beaujolais og Côte de Beaune (Côte d’Or), som er værter for Bourgognes 100 forskellige appellationer (Appellation d’origine contrôlée/AOC). Disse områder inddeles i Bourgognes officielle klassificeringssystem, som blev oprettet i 1930erne og har fire kategorier: 

  • Regionale appellationer: Her findes de mest almindelige vine, som er foruden en angivelse af mark eller kommune. Disse vine må kalde sig selv for Bourgogne appellation controleè og laves på druer fra hele Bourgogne. I denne kategori findes 23 appellationer og vinene herfra udgør 51,7 af Bourgognes totale produktion.
  • Kommunale appellationer: Denne kategori består af vine fra bestemte kommuner og kommunenavnet vil være angivet på etiketten. Kommunerne bliver også kaldt “villages”. I denne kategori findes 44 kommuner, som står for 36,8 af den totale produktion.
  • 1. Cru/Premier Cru: Denne kategori dækker over vine, som kommer fra bestemte vinmarker i bestemte kommuner. Etiketten bærer både kommunen og vinmarkens navn. En 1. Cru er af højere kvalitet end vine i den ovenstående kategori grundet vinmarkens placering på en jord med langt bedre produktionsevne. Hele 635 vinmarker er klassificerede som Premier Cru og står for lidt over 10% af Bourgognes samlede produktion.
  • Grand Cru: Kun vinmarker af den absolut højeste kvalitet ophøjes til Grand Cru og på etiketten angives typisk også kun vinmarkens navn. Denne kategori har restriktioner i forhold til udbytte og vinene lagres typisk også i længere tid. Der findes i alt 33 Grand Cru vinmarker i Bourgogne og dette er en elitær gruppe af ekstraordinære vinmarker. Grand Cru vinmarker står kun for 1,4% af Bourgognes totale produktion.

Ydermere produceres denne vin i Côte de Beaune, som udgør den sydlige del af Côte d’Or. Områdets sydøstvendte skråninger såvel som det kølige vejr maksimerer druernes modning og kombinationen af ler samt kalkstensjord skaber nogle af verdens mest efterspurgte Chardonnay hvidvine. Der findes 20 kommuner såvel som syv Grand Crus i Côte de Beaune, heriblandt Grand Cru appellationen Corton-Charlemagne, som er beliggende i den nordlige del. Denne blev en officiel AOC i 1937 og benyttes af Olivier Leflaive til denne Chardonnay. Appellationen er beliggende på Corton bakken og blev navngivet efter den hellige romerske kejser Charlemagne, som engang ejede bakken. Han var meget glad for vinene fra Corton, men dengang var bakken kun beplantet med røde druer og disse misfarvede hans skæg. Charlemagne plantede derfor den sydvendte del af bakken med hvidvinsdruen Chardonnay, som i dag producerer noget af de bedste hvidvin i hele Bourgogne. Corton-Charlemagne er dermed et udsnit af Corton bakken/AOC, hvor Chardonnay er den eneste tilladte druesort. Ydermere er Corton-Charlemagne den største eksisterende appellationen og strækker sig over hele tre kommuner: Aloxe-Corton, Pernand-Vergelesses og Ladoix-Serrigny. Appellationens store areal resulterer i, at der kan være en bred afvigelse mellem områdets terroir såvel som en yderst alsidig jordbundsprofil, der afhængig af placering kan bestå af alt lige fra ler, sten, flint, kalkholdig mergel og rød jord. Vin fra i alt 9 marker må sælges som Corton-Charlemagne og to specifikke vinmarker, En Charlemagne og Le Charlemagne, udgør halvdelen af appellationen. De resterende syv vinmarker dækker over resten.

Ratings:

Robert Parker’s Wine Advocate: 91 point

WineSpectator: 93 point

Decanter: 94 point

Druer: 

100% Chardonnay

Indhold: 

75 cl.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Modtag nyheder om udsøgte vine til fantastiske priser

Du deltager samtidig i lodtrækningen om 1 flaske Flor de Pingus 2018 til en værdi af kr. 749,-

Kurv Produkt fjernet. Fortryd
  • Ingen produkter er tilføjet.