Udsøgt udvalg

De bedste priser

Gratis hjemmelevering v. køb over 749,-

Domaine Chavy-Chouet Pommard 1er Cru Les Chanlins 2017

689,00 kr.

På lager

Land
Frankrig
Område
Bourgogne
Producent
Domaine Chavy-Chouet
Underområde
Pommard
ÅRGANG
2017
Drue
Pinor Noir
Indhold
75 cl.
Beskrivelse

Domaine Chavy-Chouet Pommard 1er Cru Les Chanlins 2017

Domaine Chavy-Chouet er en familiejet vingård i Bourgogne, som blev grundlagt i 1982 af Hubert Chavy. I dag videreføres vingården af hans søn Romaric Chavy, som har beskæftiget sig med vinproduktion siden barnsben og repræsenterer den 7. generation af vinproducenter i Chavy-familien. Den dermed nedarvede erfaring og ekspertise inden for vindyrkning- og fremstilling, har Romaric Chavy investeret i bestræbelsen på at gøre Domaine Chavy-Chouet til en af Bourgognes næste vinfremstillingsstjerner. Vingården producerer både fremragende rød- og hvidvine af henholdsvis Pinot Noir og Chardonnay fra mere end fem landsbyer i Bourgogne. En af Domaine Chavy-Chouets pragtfulde vine er Les Chanlins, en Pinot Noir-baseret rødvin med oprindelse i Pommard.

Les Chanlins' friske og fløjlsbløde aromaer af røde bær gør dette til en charmerende vin, men den har behov for tre år i kælderen for at tæmme dens kraft.

Vinmarksareal og vinfremstilling:

Vinmarksareal: Domaine Chavy-Chouet har et samlet vinmarksareal på 15 hektar, som er fordelt på fjorten appellationer i landsbyerne Puligny og Meursault (ansvarlig for 70% af vingårdens produktion) såvel som Saint-Aubin, Volnay og Pommard. Vinmarksarealet er beplantet med Pinot Noir og Chardonnay, som er de to druesorter, der på bedste vis afspejler identiteten, styrken og originaliteten af deres pågældende terroir. Således kommer de pragtfulde kvaliteter ved Domaine Chavy-Chouets vinmarksareal tydeligt til udtryk i de producerede vine.

Les Chanlins: Beliggende i Pommard er vinmarksplottet Les Chanlins, der kan karakteriseres som stejlt, skrånende og stenet. Et mindre areal af dette plot er ansvarlig for produktionen af denne fremragende vin Domaine Chavy-Chouet Les Chanlins:

  • Overfladeareal: 0,30 hektar
  • Vinstoksalder: 30 år
  • Druesort: Pinot Noir
  • Plantningsdensitet: 10.000 vinstokke pr. hektar
  • Jordbund: Ler-kalksten

Vinmarkskultivering: Hos Domaine Chavy-Chouet er de utrolig dedikeret til vinmarkskultivering og Romaric Chavy har dedikeret sit liv til en frisindet, intens og dynamisk vindyrkningstilgang. Ambitionen er at producere topvine, som afspejler essensen af deres appellationer og hver handling er styret af denne stræben efter excellence. Dermed plejes hvert plot og dets vinstokke på tværs af appellationerne med den samme omhu, opmærksomhed og omsorgsfuldhed; hver enkel vinstok besøges op til 12 gange årligt. Denne dedikerede tilgang til vindyrkning er ligeledes præget af den største respekt for naturen; vinmarksarealet dyrkes efter den klassiske lutte raisonnée-metode og i forhold til økologi er brugen af herbicider blevet erstattet med en omhyggelig daglig indsats (hyppig pløjning af vinmarksarealet). De eneste produkter benyttet i vinmarksarealet er svovl og kobber med det formål at beskytte, styrke og assistere planterne i at producere de bedst mulige druer. Efter 12 måneders hårdt arbejde, er højdepunktet af hvert år tilfredsstillelsen ved at høste sunde og velbalancerede druer. Høsten udføres manuelt af 30-40 plukkere og strækker sig over ca. 10 dage for hele ejendommen.

Vinfremstilling:

Vinfremstillingen foregår i Domaine Chavy-Chouets pragtfulde vineri, som har en størrelse på 1.300 m² (inklusiv 800m² vinkældre) og kombinerer antikvitet med ultramodernitet. De fremragende vinfremstillingsfaciliteter- og forhold gør det muligt for Romaric Chavy at opfylde hans meget høje krav i forhold til kvalitet. Hans tilgang til vinfremstilling er præget af stringens, omhyggelighed og præcision såvel som en kombination af tradition, innovation og minimal indgriben. Disse vinfremstillingsværdier er et vidnesbyrd om hans stræben efter excellence i form af afbalancerede vine, der sprudler af energi.

Den grundlæggende vinfremstillingsproces (varierer afhængigt af drue & årgang) forløber således, at de sorterede druer ved ankomst til vineriet presses i to timer efterfulgt af et døgns debourbage. Herefter overføres vinene ved hjælp af tyngdekraften til egetræstønder for at påbegynde deres gæringsproces, som udføres med naturligt gær og let bâtonnage (3-4 gange indtil hovedgæringen er færdig). Efterfølgende ældes vinene på deres bærme (sur lie) i egetræstønder (hvoraf 20% er nye) og denne aldringsperiode varer mellem 9-12 måneder (varierer afhængigt af den pågældende vin). Til sidst gennemgår vinene evt. en let filtrering forinden aftapning på flaske. De resulterede rødvine byder på struktur, finesse, frugt og styrke, hvorimod hvidvinene byder på renhed, elegance, mineralitet, friskhed og præcision.

Specifikt Les Chanlins ældes i 10 måneder i 20% nye tønder.

Vingården:

Historien om Chavy-Chouet begynder med en forening af to familier gennem ægteskab; familien Chavy fra Puligny Montrachet og familien Ropiteau fra Meursault. Begge familier er nogle af de ældste i deres respekterede kommune og ægteskabet var dermed ligeledes en forening af signifikante jordbesiddelser i Puligny-Montrachet såvel som Meursault. Herfra producerede familien vin, som dengang blev solgt til Bouchard Père. Det var deres søn Hubert Chavy, der begyndte at tappe sin egen vin, da han giftede sig med sin kone fra Pommard og grundlagde Domaine Chavy-Chouet i 1982. Sammen fik de sønnen Romaric Chavy og allerede da han fyldte 11 år, tilbød Hubert Chavy ham en karriere inden for vinproduktion ved at sende ham på vinskole. Som 12-årig begyndte Romaric Chavy sin karriere inden for vinproduktion på en kostskole i Ruffey-lès-Beaune, hvilken han var utrolig glad for. Romaric Chavy studerede vindyrkning- og fremstilling i hele seks år og opnåede en masse erfaring fra rundt omkring i verden. I løbet af sin karriere arbejdede han for sin gudfar François Mikulski, hvor han startede ud i vinmarken og efterhånden fik lov til at tage del i vinfremstillingsprocessen, hvilket han især fandt interessant. Derefter beskæftigede Romaric Chavy sig med vinproduktion i Santenay, Sydafrika, Spanien og Grækenland. I 2006 begyndte han at arbejde sammen med sin far på Domaine Chavy-Chouet og dengang solgte vingården stadig ud af deres druer. Den ekspertise og det netværk som Romaric Chavy havde opbygget betød, at de begyndte at flaske alt og udvikle eksport. Desværre døde Hubert Chavy i 2014 og sidenhen har Romaric Chavy egenhændigt drevet Domaine Chavy-Chouet med assistance fra blot 3-4 fuldtidsansatte. Hans bedrifter indebærer en opgradering af ejendommen, en udvidelse af vinmarksarealet og en forøgelse af den årlige produktion til omkring 90.000 flasker, hvoraf 90% eksporteres.

Land, region og område:

Domaine Chavy-Chouet er beliggende i regionen Bourgogne, som er ligger øst for det centrale Frankrig. Bourgogne har et vinareal på omkring lige under 30.000 hektar jord og er mest kendt for rødvine fremstillet af Pinot Noir samt hvidvine fremstillet af Chardonnay. Disse to druer udtrykker bedst deres elegante, aromatiske og komplekse karakter i Bourgognes fremragende terroir, som kan karakteriseres af et køligt og kontinentalt klima med kolde vintre efterfulgt af varme somre. Derudover er der stor variation i Bourgognes landskab såsom bakker, skråninger og vinde, hvilket skaber adskillige mikroklimaer. Samtidig kan jordforholdende i Bourgogne drastisk variere og blot et par centimeter kan adskille en Grand Cru vinmark fra en Premier Cru. Regionens jordbund består hovedsageligt af kalksten, ler, grus og sand. Især hydraulisk kalkstensjord gør Bourgogne unik og i denne trivedes især Chardonnay. Generelt spiller terroir en vigtig rolle i Bourgogne, da det er vinmarkens omdømme, som afgør vinens værdi. Det omhyggelige fokus på enkelte vinmarker er en af grundene til, at regionen har en mindre produktionsmængde. En yderligere faktor er er napoleonskodeksen; en samlet lovsamling udarbejdet i post-revolutionære Frankrig og vedtaget af Napoleon i 1804. Denne kræver en ligelig fordeling af ejendom og jord mellem alle arvinger. Dermed er vinmarksejerskab i Bourgogne ekstremt fragmenteret og nogle producenter er ansvarlige for kun en eller to rækker vinstokke. Ydermere har dette ført til et overvejende antal af négocianter, en købmand som køber frugt fra mange forskellige avlere og vinificerer det samlet.

Bourgogne kan opdeles i seks primære vindyrkningsområder/regioner: Chablis, Côte de Nuits (Côte d’Or), Chalonnaise, Mâconnais, Beaujolais og Côte de Beaune (Côte d’Or), som er værter for Bourgognes 100 forskellige appellationer (Appellation d’origine contrôlée/AOC). Disse områder inddeles i Bourgognes officielle klassificeringssystem, som blev oprettet i 1930erne og har fire kategorier: 

  • Regionale appellationer: Her findes de mest almindelige vine, som er foruden en angivelse af mark eller kommune. Disse vine må kalde sig selv for Bourgogne appellation controleè og laves på druer fra hele Bourgogne. I denne kategori findes 23 appellationer og vinene herfra udgør 51,7 af Bourgognes totale produktion.
  • Kommunale appellationer: Denne kategori består af vine fra bestemte kommuner og kommunenavnet vil være angivet på etiketten. Kommunerne bliver også kaldt "villages". I denne kategori findes 44 kommuner, som står for 36,8 af den totale produktion.
  • 1. Cru/Premier Cru: Denne kategori dækker over vine, som kommer fra bestemte vinmarker i bestemte kommuner. Etiketten bærer både kommunen og vinmarkens navn. En 1. Cru er af højere kvalitet end vine i den ovenstående kategori grundet vinmarkens placering på en jord med langt bedre produktionsevne. Hele 635 vinmarker er klassificerede som Premier Cru og står for lidt over 10% af Bourgognes samlede produktion.
  • Grand Cru: Kun vinmarker af den absolut højeste kvalitet ophøjes til Grand Cru og på etiketten angives typisk også kun vinmarkens navn. Denne kategori har restriktioner i forhold til udbytte og vinene lagres typisk også i længere tid. Der findes i alt 33 Grand Cru vinmarker i Bourgogne og dette er en elitær gruppe af ekstraordinære vinmarker. Grand Cru vinmarker står kun for 1,4% af Bourgognes totale produktion.

Ydermere er druerne til denne vin erhvervet fra vinregionen Côte de Beaune, som udgør den sydlige del af Côte d’Or. Côte de Beaune er navngivet efter den middelalderlige landsby Beaune, som er epicenteret for og hjertet af lokal vinproduktion-og handel i Bourgogne. Côte de Beaune's historie kan dateres helt tilbage til forhistorisk tid, men først da kongedømmet såvel som pavedømmet i det tidlige Frankrig udviklede en interesse for områdets vine, begyndte Côte de Beaune at danne et ry for dets fremragende vinavlspotentiale. I dag er Côte de Beaune kendt for at producere nogle af Bourgognes mest prestigefyldte rødvine og hvidvine med henholdsvis Pinot noir og Chardonnay som hoveddruesorterne. Regionens sydøstvendte skråninger såvel som kontinentale klima med varme somre og kølige vintre samt kombinationen af ler- og kalkstensjord skaber nogle af verdens mest efterspurgte vine. Côte de Beaune's bedste vinmarker er beliggende langs en smal højderyg bestående af kalksten, som vender mod sydøst og maksimerer vinstokkenes eksponering for solen. Intet andet sted i verdenen findes en så optimal koncentration af kalksten kombineret med et lige så optimalt klima. 

Der findes 20 kommuner i Côte de Beaune og en af disse er Pommard, som naturligvis er kilden til denne vin. Pommard er kendt for at producere kraftfulde, rige og komplekse rødvine af Pinot Noir-druen, som kommunens vinmarker næsten udelukkende er beplantet med. Det var cisterciensermunkene, som først opdagede Pommards vindyrkningspotentiale i det 12. århundrede og under middelalderen blev vinene fra Pommard betragtet som nogle af de bedste i hele Bourgogne. Pommard var et af de første områder, der i 1936 blev tildelt appellationsstatus og består i dag af et vinmarksareal på omkring 340 hektar, hvoraf 115 har Premier Cru-status. Nogle af de mest eftertragtede Premier Cru-vinmarker er Les Rugiens og Les Epénots, der ofte anses for at være Grand Cru-status værdige. Klimaet i Pommard er et klassisk kontinentalt med varme somre og kolde vintre. Jordbunden er særligt velegnet til produktionen af rige rødvine; på de lavere jordniveauer består jordbunden af gammelt alluvium; midt på skråningen findes veldrænet ler-kalkstensjord. På de højere niveauer består jordbunden af mergel, brun kalkholdig jord, brun og rødlig kalksten med en høj tilstedeværelse af jern. De bedste vinmarker har en syd- eller østlig eksponering og er beliggende i en højde på 250-330 meter over havets overflade.

Druer:

Pinot Noir

Indhold:

75 cl.

Relaterede varer
Copyright Wine Collector 2022. All Rights Reserved
user