fbpx

Udsøgt udvalg

De bedste priser

Gratis fragt v. køb over 600,-

Château Haut-Brion 1. Cru Classé, Pessac-Léognan, 2015

Château Haut-Brion 1. Cru Classé, Pessac-Léognan, 2015

DKK 4,999.00

På lager: 6 på lager

Château Haut-Brion 1. Cru Classé, Pessac-Léognan, 2015

Château Haut-Brion er et ud af de fem 1. Cru slotte fra 1855 klassifikationen og er kendt for, at fremstille vine af yderst høj kvalitet. 2015 årgangen er ingen undtagelse og har fra de respekterede vinanmeldere Robert Parker og James Suckling modtaget 100 og 98 point. Vinen har en meget dyb farve med attraktive røde highlights. Ved det første indtryk på næsen afgiver vinen aromaer af moden frugt og ved at slynge vinen i glasset, frigør buketten sin intensitet samt kompleksitet. En velsmagende og fyldig vin, som senere viser raffinerede og tætstrikkede tanniner. Vinen efterlader et indtryk af friskhed og masser af volumen, men uden at blive tung.

6 stk. leveres i uåbnet OWC (Original Wooden Case)

Vinfremstilling & lagring:

Château Haut-Brion vinmarken er beliggende i kommunen Pessac kun få kilometer fra Bordeaux centrum og tilhører Pessac-Léognan appellationen. Vinen fra Château Haut-Brion fremstilles af vinstokke med en gennemsnitsalder på 36 år, dog er nogle af vinstokkene helt op til 90 år gamle. Disse vinstokke er plantet på et samlet af areal på 51 hektar, med 8000-10.000 vinstokke pr. hektar. Hele 48 hektar er viet til røde druer (Merlot, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc og Verdot.) og de resterende næsten 3 hektar er viet til hvide druesorter (Sémillon og Sauvignon). Vinslottet er beliggende på et grusbaseret og forhøjet terræn, som er ideelt til dyrkningen af vinstokke. Selve grusarten, der består af små sten af forskellige typer kvarts, er et nøgleelement og bidrager til jordens særligt værdifulde vindyrkningspotentiale. Grusjorden ligger på en enkel undergrund af ler, sand og kalksten etableret i slutningen af tertiærtiden, under kvartærtiden og i løbet af istiden. Det er grusaflejringer, der med tiden har dannet de grushældninger, som Vinslottet er beliggende på. Disse kan have en højde på op til 27 meter og gruset kan være helt ned til 18 meter dybt. Grushældningerne nyder godt af en fremragende soleksponering og naturlig dræning. Siden 1970 har vinslottet faktisk opretholdt et “Clonal Massal” program for, at at sikre kvaliteten, individualiteten og det unikke ved deres vinstokke. Vinmarkerne er plantet med 12 kloner pr. jordstykke og i alt har de over 500 forskellige kloner plantet i deres vinmark. I 1977 blev næsten 65% af vingården genplantet.

Høsten 2015: Året 2015 var det varmeste og mest solrige i hele Frankrig siden begyndelsen af meteorologisk statistik. En lang varmebølge og tør periode gav fremragende vækstbetingelser indtil August med ankomsten af mirakuløs regn. Regnen gjorde det muligt for vinstokkene, at opretholde de nødvendige vandreserver og give den nødvendige næring for perfekt modenhed. Høsten begyndte i september under en klar blå himmel. Takket være de ideelle vejrforhold var det muligt at vente på, at hver druesort nåede optimal modenhed.

Vinfremstilling: Selve vinfremstillingen foregår således, at druerne anbringes i unikke, “double skinned”, rustfrie ståltønder, hvor temperaturen gradvist hæves, så fermenteringen kan begynde. Faktisk var Haut-Brion en af de første Bordeaux-Châteauer, der benyttede rustfrit stål til vinifikation (siden 1961). Takket være teknologi og præcis temperaturkontrol, er fermenteringen fuldt kontrolleret. To uger senere når farverne, tanninerne og hovedaromaerne har nået deres fulde potentiale, bliver tønderne drænet. Dette er sandhedens øjeblik, da hver tønde indeholder en vin med egen personlighed. Herefter selekteres de bedste vine til Château Haut-Brion. Selve blandingen sker dermed kort tid efter fermenteringen er afsluttet og forinden aldringsprocessen i tønderne begynder. Hos Château Haut-Brion fortrækker de nemlig at blande vinene inden, at træets indflydelse kan mærkes i vinen. Til sidst ældes vinen i 100% nye, franske egetræsfade i omkring 20-24 måneder afhængigt af årgangens styrke samt karakter. Aldring hjælper med at udvikle og ilte vinen samt forme dens karakter. Vinen aftappes herefter på flaske for at fortsætte den langsomme aldringsproces. Alle de ovenstående forhold gjorde, at 2015 kunne tilføjes til listen over de bedste årgange fra Bordeaux.

Vinslottet:

Historien om Haut-Brion kan dateres helt tilbage til det første århundrede e.Kr., hvilket fremgår af en romersk mønt med et portræt af kejser Claudius (regeringstid: år 41–54 e.Kr.), der for nylig blev fundet i en af ​​grusskråningerne på Château Haut-Brion-vinmarken. På dette tidspunkt lærte romerne vindyrkningskunsten til Bituriges Vivisques, en gallisk stamme som grundlagde Burdigala – det nuværende Bordeaux. Få århundrede senere fik Haut Brion terroiren sit navn, hvilket deriverer fra et gammelt keltisk udtryk “Briga”, der løst oversat betyder en forhøjning/stigning i landet. Allerede i 1521 blev Haut-Brion anerkendt som en “Cru” vin ifølge et dokument fra Gironde Stadsarkiv (Archives départementales de la Gironde). Dette dokument er den tidligst kendte bevisførelse for, at vin blev produceret på Haut-Brion ejendommen på en årlig basis. Få år senere i 1525 erhvervede Jean de Pontac en lille del af Haut-Brion ejendommen gennem sit ægteskab til Jeanne de Bellon, der var datter af Libourne’s daværende borgmester. I 1533 begyndte Jean de Pontac at udvide såvel som renovere ejendommen og i 1549 byggede han det pragtfulde Château, som stadig kan beundres på ejendommen i dag. Dette var blot begyndelsen på historien om Bordeauxs ældste, kontinuerligt fungerende vinslot og luksusmærke. Gennem hele sit liv var Jean de Pontac tæt involveret i vinfremstillingen og kort forinden hans død ejede han over halvdelen af de vinstokke, som i dag udgør Haut-Brion. Han døde i en alder af 101 d. 5 april 1589 og levede gennem fem konger, heriblandt Louis XII, François I, Henri II, Charles IX og Henri III – sandsynligvis en unik oplevelse på det tidspunkt.

Som følge af hans død gik Château Haut-Brion til hans fjerde søn Arnaud II de Pontac. Han døde desværre allerede i 1605 og hans nevø Geoffroy arvede herefter Château Haut-Brion. Disse to generationer af efterfølgere til Jean de Pontac gjorde deres bedste for at sprede rygtet om Château Haut-Brion; heriblandt at producere og sælge vinen fra ejendommen. Det var dog først den næste generation, Arnaud III de Pontac, der virkelig konsoliderede vinslottets omdømme. Han blev beskrevet som en ægte renæssancemand og var en af de mest indflydelsesrige politikere i Bordeaux (første præsident af Guyenne-parlamentet). Det øjeblik han arvede Château Haut-Brion, begyndte Arnaud III straks at foretage forbedringer på ejendommen; han udbyggede selve vinslottet og udvidede vinmarken yderligere. På dette tidspunkt, i det tidlige 17. århundrede, var Bordeaux ikke længere under engelsk dominans, men eksporterede fortsat størstedelen af deres vine til England. Charles II af England indtog tronen i 1660 og fik samme år en interesse i vinen fra Haut-Brion. Det samme gjaldt Londons overklasse, da Arnaud III åbnede det ekslusive værtshus Pontac’s Head i England med det formål at sælge og promovere hans vine. Pontac’s Head blev hurtigt den eneste fashionable etablering i London og aristokrater, kunstnere, forfattere samt vinelskere samledes alle for at smage såvel som købe flaskerne fra Haut-Brion og priste deres uforlignelige kvaliteter. Den første henvisning til vinen fra Chateau Haut Brion i pressen var den 10 april 1663, da engelske Samuel Pepys (den tids Robert Parker) skrev følgende efter at have smagt vinen: “There I drank a sort of French wine called Ho-Bryan that hath a good and most particular taste I never met with”. Således blev Château Haut-Brion den første vin, der fik en professionel anmeldelse. Arnaud III de Pontac bragte dermed Haut-Brion stor succes under sin styringsperiode og hans navn er uden tvivl dybt indgraveret i Haut-Brion’s historie såvel som i historien om fransk vin. Hans mange bedrifter indebar nemlig, at gøre vinen fra Haut-Brion’s til den første bordeaux-vin, som blev solgt under slottets navn. Ydermere blev Haut-Brion med Pontac’s Head det første Bordeaux-Château, som promoverede deres vine uden for regionen. Vigtigst af alt skabte Arnaud III en ny vinstil, som var oprindelsen til alle nutidens Grand Cru rødvine og i dag henviser mange historikere til denne periode som en “vinrevolution”.

I 1749 overtog familien Fumel styringen af Château Haut-Brion i 1749 og fremtiden så lys ud for det prangende vinslot. I 1787 rejste Thomas Jefferson, som var ganske fortrolig med kvaliteten af ​​vine fra Bordeaux, til den skønne region. Den 25. marts 1787 bød Joseph de Fumel for første gang Thomas Jefferson velkommen til Château Haut-Brion. Efter sit besøg skrev Jefferson i sin dagbog; “The soil of Haut-Brion, which I examined in great detail, is made up of sand, in which there is near as much round gravel or small stones and very little loam like the soils of the Medoc”. Samtidig udpegede Jefferson “fire vinmarker af første kvalitet” til rødvin og dette var naturligvis Château Lafite, Château Margaux, Château Latour samt Château Haut-Brion. Ironisk nok blev Thomas Jefferson valgt til præsident samme år som Joseph de Fumel, såvel som en række andre slotsejere, blev henrettet under den franske revolution. I 1801 blev Château Haut-Brion købt af Charles-Maurice de Talleyrand-Périgord, som var prins af Benevento og han introducerede sine vine til de mest fornemme politiske kredse. Dog var han så optaget af sin politiske karriere, at han ikke havde meget tid til at bestyre Haut-Brion og han solgte derfor ejendommen i 1804.

I 1836 blev Château Haut-Brion købt af Joseph Eugène Larrieu, der viede sit liv til den fantastiske ejendom. Han modtog i 1855 en belønning for sin indsats og dedikation, da en officiel klassificering af de bedste vine fra Bordeaux blev nemlig udført og Château Haut-Brion blev udnævnt til en af ​​de fire “Premiers Grands Crus Classés” for rødvin sammen med Margaux, Lafite og Latour. Historisk set var denne klassificering i mange aspekter den direkte efterkommer af bemærkningerne fra Thomas Jefferson tilbage i 1787. På trods af denne succes led de tre generationer af Larrieu familien under de mange sygdomme, som hærgede Bordeaux-vinmarkerne i den sidste halvdel af det 19. århundrede. Joseph Eugène Larrieu, som desværre døde i 1859, efterlod sin søn Louis Jacques Amédée Larrieu ansvarlig for Château Haut-Brion’s skæbne. Han formåede at bekæmpe den altødelæggende meldug og genplantede gradvist vinmarken. Ydermere moderniserede Amédée vinkældrene, var tæt involveret i vinproduktionen og udviklede forretninger på det engelske marked. Efter hans død i 1873 blev hans søn Eugène efterladt med ansvaret for Château Haut-Brion. Under hans styringsperiode ødelagde phylloxera vinmarker over hele Europa og ramte Château Haut-Brion hårdt i 1880. Eugène kæmpede en brav kamp mod sygdommen og formåede at overvinde den ved at fuldstændig genopbygge vinmarken.

I januar 1925 købte André Gibert, en excentrisk karakter og god vindyrker, Château Haut-Brion og administrerede det i ni år. Gammel, syg og uden en arving begyndte Gibert at lede efter en tilstrækkelig stærk og indflydelsesrig karakter til at gendanne slottet til dets tidligere herlighed. I 1934 besøgte Clarence Dillon, en bankmand fra New York, Château Haut-Brion under en rejse til Frankrig og beundrede det prangende vinslot. Mens han sad i damptoget, der skulle føre ham tilbage til USA, modtog Dillon et telegram omkring, at han kunne købe Haut-Brion, men kun hvis han handlede hurtigt. Hans svar var klart: “Handle hurtigt!” Købet blev afsluttet den 13. maj 1935, og et fjerde dynasti tog over Château Haut-Brion. I september 1939, da anden verdenskrig brød ud, konverterede Clarence Dillon Château Haut-Brion til et hospital for at modtage sårede officerer fra den franske hær. Efter krigens afslutning moderniserede Clarence og hans nevø Seymour i 1961 ejendommen ved at installere ny elektricitet, redesigne parken og renovere kældrene. Clarence døde i 1979 i en alder af 96 år og kort forinden havde hans barnebarn Joan Dillon i 1975 overtaget styringen af slottet. Joan renoverede fra 1975 til 2008 hele slottet samt skabte parken, der omgiver slottet og bragte det hermed tilbage til sit storhedsformat. Joan Dillon var i 1967 blevet gift med prins Charles af Luxembourg og efter hans død i 1978 giftede hun sig i 1879 med hertugen af Mouchy i 1879. Han blev en del af Haut Brion teamet, men trak sig tilbage i 2003. I 1991 var Château Haut-Brion’s nuværende, højteknologiske blevet indviet af Joan. I 2008 overtog Joan Dillons søn, Prins Robert af Luxembourg, ledelsen af Chateau Haut Brion og har drevet vinslottet lige siden. Under hans lederskab blev renoveringen af Château Haut-Brion’s storslåede bygninger endelig afsluttet. Meget få vinslotte har i så lang tid været forbundet med en amerikansk familie, der elsker Frankrig og dets livsstil som Dillon familien gør.

Chateau Haut Brion var også det første vinslot, der:

  • Producerede ægte ældre vin ved, at introducere længere lagringsperioder
  • Reducerede mængden af ilteksponering ved hjælp af fadlagring på fyldte fade og tillod vinene at ældres længere samt smage friskere
  • Flaskede deres egen vin (Den første store Bordeaux ejendom)
Land, Region, Appellation & område:

Château Haut-Brion vine produceres i Frankrigs havneby samt region Bordeaux. Frankrig er en en af de vigtigste vinproducerende lande i verdenen og Bordeaux er en af Frankrigs vigtigste vinregioner. Bordeaux har, i forbindelse med vinproduktion, stor international anderkendelse og her findes nogle af de bedste vinmarker. Intet andet vindistrikt i verden, har vine så eftertragtede og værdsatte som Bordeaux. Området ligger i den sydvestlige del af Frankrig og er mest kendt for de tørre rødvine på Cabernet Sauvignon, Merlot og de søde på Sauvignon Blanc og Semillon. Bordeaux producerer især vine, der kendetegnes ved at have lang holdbarhed i flasken.

Store Bordeaux-vine opdeles i højre og venstre bred af Gironde-floden. Médoc, Graves og Pessac-Léognan samt de kendte appellationer som Haut-Médoc, Pauillac, St. Julien, St. Estèphe og Margaux, tilhører venstre bred. Kendte appellationer som Pomerol, Saint-Émilion og Lalande de Pomerol tilhører højre bred. Der er på disse brede stor forskel på jordbunden og dermed hvilke druesorter der trives bedst samt vinstilen. Vinene fra Médoc er primært lavet på Cabernet Sauvignon og vinene fra Pomerol, Saint-Émilion er primært lavet på Merlot. Cabernet Sauvignon indeholder betydelig mere garvesyre end Merlot og det betyder, at vinene kræver længere tids lagring, men også at de har potentialet til at udvikle sig til mesterværker. Hvorimod vine på Merlot er langt hurtigere drikkemodne og kan ikke lagres så længe. Helt i toppen er cru’erne, hvilket er et resultat af, at Napoleon III i 1855 bad om at få klassificeret de allerbedste vine i Bordeaux. Vinene blev klassificeret fra 1. til 5. cru, hvor 1. cru er bedst. Disse cru’er har i dag deres egen appellation og siden 1855 er dette klassifikationssystem kun blevet smårevideret to gange.

Château Haut-Brion ligger 5 km fra Bordeauxs centrum i appellationen Pessac-Léognan, som først blev oprettet i 1987 indenfor Graves vindistrikt. Graves var tidligere en stor appellation, men grundet forskelligheden i jordbundsforholdene oprettede man superappellationen Pessac-Léognan. Pessac-Léognan har nemlig de bedste jordarter i regionen, meget lig med Médoc og producerer nogle af Bordeauxs bedste vine. Regionens vine er primært baseret på druesorterne Cabernet Sauvignon samt Cabernet Franc og den dominerende jordtype er den samme grus samt sand, der i sin tid gav navn til Graves. Blandt de mange øverste chateauer er de fire mest prestigefyldte Haut-Brion, La Mission Haut-Brion, Laville Haut-Brion og Pape Clément.

Ratings:

Robert Parker: 100 point

James Suckling: 98 point

Druer: 

50% Merlot Noir, 42% Cabernet Sauvignon og 8% Cabernet Franc.

Indhold: 

75 cl.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Modtag nyheder om udsøgte vine til fantastiske priser

Du deltager samtidig i lodtrækningen om 1 flaske Flor de Pingus 2018 til en værdi af kr. 749,-

Kurv
  • Ingen produkter er tilføjet.