Udsøgt udvalg

De bedste priser

Gratis hjemmelevering v. køb over 749,-

Antinori Solaia, Toscana IGT 2019

2.689,00 kr.

På lager

Land
Italien
Område
Toscana
Producent
Marchesi Antinori
Underområde
Chianti Classico
ÅRGANG
2019
Drue
75% Cabernet Sauvignon, 15% Sangiovese og 10% Cabernet Franc
Indhold
75 cl
Beskrivelse
Beskrivelse

Antinori Solaia, Toscana IGT, 2019

Vinen: 

Solaia 2019 har en intens rubinrød farve og åbner til næsen med noter af små røde frugter, især hindbær og morbær, som veksler med søde strejf af moden abrikos og blodappelsin. Det hele efterfølges af perfekt integrerede aromaer af kaffebønner, chokolade og lakrids. Smagen er omsluttende og harmonisk, gennemtrængende og præcis, med bløde og elegante tanniner. Afslutningen er lang og vedholdende med et betydeligt ældningspotentiale. Det er den ideelle vin til særlige lejligheder og kan nydes som en meditationsvin.

Historien: 

Familien Antinori er en af de ældste og mest respekterede vinproducerende familier i Italien; i mere end seks århundrede har Antinori-familien været engageret i vinfremstilling og gennem årene opbygget en imponerende arv. Tradition, intuition og passion er de tre drivkræfter, der etablerede familiens virksomhed Marchesi Antinori som en af de største samt vigtigste producenter af italiensk elitevin. Tilknyttet familiens navn er adskillige pragtfulde ejendomme i Italiens bedste områder og en række enestående vine af yderst høj kvalitet. Blandt virksomhedens juveler er Tenuta Tignanello, en skøn ejendom i hjertet af Chianti Classico, som blev erhvervet af familien tilbage i det 18. århundrede. En af ejendommens prominente vinmarker, Solaia, er ansvarlig for den elegante og balancerede Cabernet Sauvignon-baseret rødvin af samme navn, som kun produceres i exceptionelle årgange.

Vinmarksareal og vinfremstilling: 

Vinmarksareal: Tenuta Tignanello-ejendommen ligger i hjertet af Chianti Classico i de bølgende bakker mellem Greve- og Pesa-floddalene. Den strækker sig over et areal på 319 hektar, hvoraf omkring 130 hektar er dedikeret til vinstokke og dette vinmarksareal er opdelt i mindre parceller. To af ejendommens fineste perler og mest værdifulde vinmarker er beliggende på den samme bakke i en højde af 350-400 meter over havets overflade, nemlig Tignanello og Solaia. Jordbunden, der oprinder fra Pliocæn- perioden, er rig på marine fossiler med vener af ler, kalkholdig sten og mergel. Vinstokkene nyder godt af betydelige temperaturudsving mellem dag og nat; varme temperaturer i løbet af dagen og kølige aftener gennem hele vækstsæsonen. Alle disse ovenstående faktorer giver kombineret druerne deres unikke egenskaber. Druerne dyrket på vinmarkerne inkluderer Sangiovese og Cabernet Sauvignon samt Cabernet Franc, som fuldt ud er i stand til at udtrykke områdets distinktive karakteristika. Ejendommens to signaturvine, Solaia og Tignanello, fremstilles af disse vinmarker og er af den internationale presset blevet defineret som "among the most influential wines in the history of Italian viticulture". Den mest solrige del af Tignanello-bakkeskråningen er hjemsted for Solaia-vinmarken, som har en samlet størrelse på 20 hektar og ligeledes er beliggende i en højde af 350-400 meter over havets overflade. Derudover har denne pragtfulde vinmark en sydvestlig eksponering og kan karakteriseres af en stenet jordbund bestående af "alberese" (hård kalksten) såvel som "galestro" (smuldrende kalkholdigt ler).

Vækstsæsonen: Vækstsæsonen 2019 i Chianti Classico blev defineret af normale klimatiske forhold. Vinteren var ret kold med begrænset nedbør, og den første halvdel af foråret var kølig og regnfuld, især i månederne april og maj. Sommervejret var varmt, med store varmestigninger, med lidt højere nedbør end gennemsnittet, hvilket sikrede en normal vækstcyklus for både vinstokke og drueklynger. De ideelle klimatiske forhold satte ind i slutningen af ​​august og fortsatte i hele september og oktober, hvilket gjorde det muligt for de tre druesorter, der dyrkes i Solaia-vingården, at nå perfekt modenhed. Høstaktiviteterne begyndte i slutningen af ​​september, startende med Cabernet Franc og Sangiovese og blev afsluttet den 14. oktober med Cabernet Sauvignon

  • Samlet årlig nedbør: 1005,8 millimeter
  • Nedbør 1. april – 16. oktober: 452 millimeter
  • Gennemsnitlige daglige temperaturer 1. april-16.oktober: 19,7°C

Historien om Antinori familien og Tenuta Tignanello/Solaia:

Antinori-familienavnet har en prestigefyldt historie indenfor vinproduktionen. Antinori er en af de ældste vinproducerende familier i Italien og familievirksomheden Marchesi Antinori's historie strækker sig over 26 generationer. Rinuccio de Antinori var det første medlem af Antinori familien, hvor det blev registreret i historien, at han producerede vin; han arbejdede fra slottet Castello do Combiate i Toscana og hans vine begyndte at få et vis omdømme i slutningen af 1100-tallet. Desværre blev Castello do Combiate ødelagt under en belejring og Antinori-familien var tvunget til at komme videre. Herefter flyttede familien til Firenze, som på det tidspunkt var en af de vigtigste byer i den vestlige verden. I 1385 blev Giovanni di Piero Antinori medlem af ”Arte Fiorentina dei Vinattieri” (Firenze 's forenede vinavlere). Antinori-familien spillede en vigtig rolle i den økonomiske og politiske udvikling i Firenze, men ligesom mange aristokratiske familier blev Antinori's vinproduktion for det meste opretholdt familiens eget bord. I 1506 købte Niccolo Antinori et palads i centrum af Firenze, der senere ville blive kendt som Palazzo Antinori og sidenhen har fungeret som familiens private hjem såvel som hovedkvarter. Familien Antinori havde ligeledes erhvervet en ejendom i Galluzo, et landligt område uden for Firenze, hvor Niccoli Antinori byggede familiens landhjem. Fra denne ejendom, som både husede familien og arbejderne, blev der produceret omkring 40 tønder vin årligt. Denne vinproduktion blev bragt tilbage til byen og solgt til florentinske borgere, der allerede havde udviklet en påskønnelse for familiens vinproduktion. I slutningen af det 18. århundrede var vinfremstilling Antinori-familiens primære interesse og deres passion såvel som indsats blev belønnet med en positiv anerkendelse af deres "brand".  Francesco Redi, som var digter, kongelig læge og officiel vinanmelder for den regerende storhertug Cosimo III de 'Medici, roste Antinori-vinene i sit komiske-lyriske digt "Bacchus i Toscana". I det 18. århundrede var Antinori-familiens vin kendt blandt de italienske kongefamilier og endda i Vatikanet, hvor en onkel til Antinori-familien, Clemens XII, regerede som pave. I midten af det 19. århundrede tilføjede Antinori-familien mange mindre vinmarksgårde i Toscanas Chianti Classico-region til deres samling af ejendomme, herunder Paterno, Santa Maria, Poggio Niccolini og Tignanello. I 1898 grundlagde Piero Antinori sammen med sin bror Ludovico og hans søsters mand, Guglielmo Guerrini, Marchesi Antinori, der oprindeligt blev kaldt Marchesi L & P Antinori. De ønskede at organisere en struktur, der kunne styre de forskellige vinavlsaktiviteter, som tidligere generationer har igangsat siden det 14. århundrede. De moderniserede deres fire toscanske godser og vedtog et nyt billede til etiketten på deres vigtigste vine, et design af Villa Antinori.

Omkring det 20. århundrede var Antinori-familien en af de mest respekterede vinproducerende familier i landet. Men da Piero's søn Niccolo Antinori fra familiens Tignanello-ejendom producerede en vin af samme navn, som indeholdte druesorter fra Bordeauxregionen, resulterede dette i en skandale i 1920erne. Dog var Antinori-familien ikke bange for at ændre de traditionelle metoder i regionen, selvom at traditionalister var rasende. Vinen steg kun i popularitet og bidrog til familiens fremtrædende omdømme. Under samme periode begyndte Niccolo også at eksperimentere med nye blandinger, tønder og lagringsteknikker, hvilket markerede en innovationsperiode, som den næste generation af Antinori-familien (Niccolo's søn Piero) var ivrig for at føre videre ind i 1970erne. Tignanello vinen blev, grundet dens indhold af Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon, frataget muligheden for at modtage Chianti Classico appellations-mærkatet. Men da DOCG (Denominazione di Origine Controllata e Garantita - Italiens højeste klassifikation og et system som "kontrollerer" produktionsmetoder samt "garanterer" kvaliteten af vinen), ændrede sine klassificeringsregler og nye varianter af Chianti-vin, som Tignanello, fik mulighed for at modtage Chianti Classico appellations-mærkatet, valgte familien Antinori at fortsætte med at sælge og distribuere vinen foruden. Dermed ses Tignanello-vinen ofte som udgangspunktet for skiftet fra traditionelle holdninger til en mere moderne æra. I 1985 fejrede familien 600 år med vinfremstillingsaktiviteter.

I dag har Marchese Antinori adskillige vingårde i både Italien såvel som resten af verdenen og en samlet produktion på adskillige millioner flasker. Virksomheden drives af Marchese Piero Antinori samt hans tre døtre Albiera, Allegra og Alessia, der aktivt deltager i vinproduktionen og skal lede virksomheden ind i fremtiden. Albiera har allerede overtaget rollen som præsident for virksomheden efter sin far og Marchese Piero Antinori er blevet ærespræsident. Marchesi Antinori er fortsat en moderne og banebrydende virksomhed, hvor der tages innovative såvel dristige beslutninger og eksperimenteres i både vinmark samt vinkælder. Som Marchese Piero Antinori siger: "Ancient family roots play an important part in our philosophy, but they have never hindered our innovative spirit." Det væsentligste princip for Antorini familien er nemlig en kontinuerlig søgen efter endnu højere kvalitetsstandarder samtidig med at opretholde den størst mulige respekt for traditioner og miljø.

Historien om Tenuta Tignanello/SolaiaHistorien om Tenuta Tignanello kan dateres tilbage til 1346, da ejendommen tilhørte familien Buondelmonti; en adelig familie som ejede en stor del af jorden i Valle della Pesa. I 1500-tallet blev en herregård og de historiske kældre bygget på ejendommen, som fortsat kan ses på Tenuta Tignanello i dag. I det 17. århundrede overtog en kadetfilial af Medici-familien ejendommen og navngav den Fonte dei Medici. I midten af 1800-tallet erhvervede familien Antinori ejendommen. "Carocci", en historisk-kunstnerisk guide til byen San Casciano Val di Pesa, beskrev i 1892 Tignanello-gården og dens omfattende vinmarker som en af ​​de højeste og mere maleriske lokaliteter i hele territoriet. Antinori-familien producerede Solaia-vinen for første gang i 1978 og den oprindelige blanding var 80% Cabernet Sauvignon samt 20% ​​Cabernet Franc. I løbet af de følgende 2o år blev Sangiovese introduceret og der blev også foretaget visse justeringer i forholdet mellem Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc indtil den nuværende blanding blev afgjort.

Land, region og område:

Den berømte vinvirksomhed Marchesi Antinori er beliggende i Italien, som er et af de største vinproducerende lande og eksporterer mere vin end noget andet land i verdenen. Vin fra italien inddeles i fire klassifikationskategorier: Vino de Tavola (VdT), Indicazione Geografica Tipica (IGT), Denominazione di Origine Controllata (DOC) og Denominazione di Origine Controllata e Garantia (DOCG). Vino de Tavola er den laveste kategori og betyder bordvin på italiensk. Vine i denne kategori må ikke bære nogen årsangivelse og er typisk dagligdagsvin, som de lokale drikker. Det var tidligere almindeligt, at også luksusvine, som overskred rammerne for de højere kategorier, blev kategoriseret som VdT vine. Således opstod begrebet supertoscanere, da en Vino de Tavola dermed kunne være langt dyrere og af højere kvalitet end de bedste DOCG vine. Denne funktion har kategorien IGT i dag overtaget. Indicazione Geografica Tipica betyder, at vinen er typisk for sit geografiske område. Kravene er her mindre begrænsede end til DOC el. DOCG vine. Som sagt tilhører mange af Italiens topvine denne kategori, da de er fremstillet af druer, som ikke tillades indenfor en eksisterende DOCG eller blot fordi producenten ønsker, at give indtrykket af en individualistisk supervin. DOC (Denominazione di Origine Controllata) opstod i 1963 og en DOC-vin skal opfylde en række krav i forhold til geografisk område, druesorter, alkoholindhold, syreindhold, ekstrakt og høstudbytte. Dog ønsker mange ikke at benytte dette system, da de mener, at det er for rigidt. Denominazione di Origine Controllata e Garantia (DOCG) opstod ligeledes i 1963 og skulle dække over de absolut bedste vine fra Italien. Som navnet antyder, kontrollerer såvel som garanterer denne kategori umiddelbart kvaliteten af en vin og en smagskomite, skal godkende vinene. De første fire vine som blev tildelt DOCG-status var Barolo, Barbaresco, Chianti og Brunello di Montalcino. Disse vine er i dag fortsat nogle af Italiens bedste og mest eftertragtede vine. Men i denne kategori findes også mindre gode vine og dermed garanterer DOCG ikke nødvendigvis altid vinens kvalitet i praksis. Generelt findes de bedste i italienske vine i bjergområderne, hvor vinstokkene gror på skråninger. Dette gælder især i Piemonte og Toscana, som kvalitetsmæssigt også lægger helt i front, når det gælder italiensk vin.

Marchesi Antinori's vin 'Solaia' produceres i Toscana, som er beliggende i det centrale Italien. Vinproduktion har været en del af Toscana i mere end 3000 år og haft en stor indflydelse på regionens kultur. Oprindelsen af vinfremstilling i Toscana kan dateres tilbage til den etruskiske civilisation, som bosatte sig i regionen i det 8. århundrede f.Kr. og bragte vinstokke fra Asien med sig. Andre hævder derimod, at landskabet i forvejen var stærkt beplantet med vilde druer, da etruskerne bosatte sig i området. Ikke desto gjorde etruskerne gradvist vindyrkning til en central del af Toscanas landbrug, hvilket efterhånden førte til salg af vinranker til markeder hinsides havet og dermed kickstartede de en af de største bidragsydere til Italiens økonomi i dag. Efter det etruskiske herredømme ankom grækerne og på dette tidspunkt var Toscana fuldstændig dækket af vinranker. Dermed navngav grækerne området Enotria, som betyder vinland. Dog bukkede grækerne under for romerne i det 1. århundrede, som derefter begyndte at etablere adskillige byer i Toscana såsom Lucca, Siena, Pisa og Florence. Den romerske dominans medbragte store fordele; i de yderst velegnede områder var vinproduktionen fremragende og en æra karakteriseret af velstand begyndte. Efter nedgangen af det romerske imperium i middelalderen begyndte købmænd fra Siena systematisk at plante vinmarker i de indre regioner. Ligeledes tilskyndede og fastholdte fremkomsten af kristendommen også vinens betydning ved at bruge den som et helligt middel til tilbedelse. Kirkefædre, munke og præster begyndte nemlig at systematisk plante vinmarker rundt om kirkerne såvel som klostrene og i de indre regioner. På forudsigelig vis fortsatte vinproduktionen i Toscana med at vokse og i 1710 blev den første flaske af lokal vin afsendt på tværs af de toscanske grænser, som blev et øjeblikkeligt hit. Da anden verdenskrig ramte, havde det en negativ effekt på vinproduktionen i Toscana og tiden efter anden verdenskrig kan dermed karakteriseres som en genopbygningsperiode, hvorunder den toscanske vinproduktion hovedsageligt fokuserede på kvantiet fremfor kvalitet. Det var også i denne periode, at mange af regionens store vinejendomme, som historisk set havde været ejet af lokale adelige, blev solgt til ikke-toscanere. Heldigvis gennemgik vinregionen i 1970erne og 80erne en genfødsel, som banede vejen for de regionale premiumkvalitetsvine, der i dag er verdensberømte.

I dag er Toscana en af de største, vigtigste og mest kendte vinregioner i Italien. Toscanas vinproduktion består af 80% rødvin og regionens mest beplantet druesort er uden tvivl Sangiovese, som er hovedsorten i Toscanas mest berømte vine. Regionen er ansvarlig for den tredjestørste produktion af DOC/DOCG vine i Italien efter Piemonte og Veneto: syv DOCG'er og hele 41 DOC'er producerer toscansk vin i topklasse. Ydermere findes der i Toscana (og Italien generelt) som sagt luksusvine, som ved deres udgivelse overskred eller fortsat i dag overskrider rammerne for de høje klassifikationskategorier. Disse er derfor kategoriseret som IGT-vine og kaldes supertoscanere, da de kan være nogle af Italiens bedste. Supertoscanere er typisk en lokal version af den klassiske Bordeaux-stil blanding med Cabernet Sauvignon, Merlot & Syrah (og indimellem Cabernet Franc). Toscana har en størrelse på 23.000 kvadratkilometer, hvoraf 63.500 hektar er beplantet med vinstokke og de vigtigste vindyrkningsområder inkluderer Chianti, Montalcino, Montepulciano samt den toscanske kyst. Samlet set kan regionens klima beskrives som et mildt middelhavsklima med varme, solrige somre og milde, regnfulde efterår samt vintre. Små variationer i klimaet er et resultat af geografisk placering, men generelt kan regionens landskab karakteriseres af bjerge/bakker og størstedelen af vinmarkerne ligger 150-500 meter over havets overflade. Dermed får druerne rigelig sol og nyder godt af en stor forskel på dagsklima samt natteklima. Temperatursvingningerne mellem dag og nat medfører nemlig, at druerne bedre bevarer deres syre såvel som aroma. Samtidig grænser Toscana op ad det Tyrrhenske hav, hvilket bringer kølige briser ind over de mest kystnære regioner.

Mere specifikt fremstilles Solaia af druer fra Chianti Classico, der ligger mellem Firenze og Siena. Denne region er skabt af mange århundredes historie og kontinuerlig udvikling. Det var den etruskiske civilisation (folkeslag i Toscana fra 800 f.Kr.-300 f.Kr.), som introducerede vinstokken og gav liv til vinproduktionen i dette område. Efter det etruskiske herredømme overtog romerne styringen over Chianti Classico og den romerske dominans medbragte store fordele. I de yderst velegnede områder var vinproduktionen fremragende og en æra karakteriseret af velstand begyndte for Chianti Classico. Regionen betragtes dermed af mange som værende fødestedet for den toscanske vinfremstilling. Chianti Classico's grænser blev dog først trukket i det 13. århundrede: op gennem middelalderen havde Firenze og Siena kæmpet om kontrollen over den nuværende Chianti Classico zone i næsten 2 århundreder. De besluttede sig endelig at sætte en stopper for denne strid og afvikle grænserne mellem dem via en konkurrence. På en bestemt dag ville to riddere blive vækket af galen fra en hane ved daggry, ride fra deres hjemby mod modstanderens by og grænsen ville blive trukket på det stod hvor, at de mødtes. Siena havde udvalgt en hvid hane og havde i dagene op til behandlet den med alle mulige bekvemmeligheder. Firenze havde derimod valgt en sort hane, som de placerede i et ubehageligt bur og sultede i flere dage. På selve dagen var den sorte hane desperat sulten og galede længe forinden daggry. Den florentinske ridder fik dermed et forspring og de to riddere mødtes derfor kun et par få kilometer uden for Siena - grænselinjerne blev her trukket. Således tilhører størstedelen af Chianti Classico nu Firenze og sidenhen har den sorte han været et symbol for regionen.

Grænserne for regionen blev dog først officielt defineret i 1716 af Cosimo III de' Medici (storhertug af Toscana). På dette tidspunkt kunne en vin sælges med Chianti-mærkatet hvis blot, at druerne var plukket inden de nu fastlagte grænser. Heldigvis eksperimenterede Baron Bettino Ricasoli i den sene halvdel af 1800-tallet med regionens druer og eftersøgte den perfekte blanding til at producere højkvalitets-vin. Dette lykkedes i 1872; den første opskrift på Chianti-vin var skabt og fremhævede vigtigheden af Sangiovese-druen. Som følge af dette blev vinene fra området med konsistente, da folk brugte den "korrekte" variation af druer. I det tidlige 20. århundrede kunne produktionen ikke længere tilfredsstille den stigende efterspørgsmål på markedet. Dette resulterede i, at "Chianti-vin" begyndte at blive fremstillet uden for regionens afgræsninger. Af denne grund indgik 33 producenter i et samarbejde og grundlagde i 1924 Italiens ældste konsortium af vinproducenter. Deres mål var at beskytte kvaliteten såvel som arven af original Chianti-vin og dets historiske oprindelseszone. Den sorte hane var ligeledes symbolet, som blev valgt til at repræsentere "Consorzio Vino Chianti Classico". Dette bar frugt og Chianti blev i 1932 anerkendt med eksklusiv status samt tildelt betegnelsen "Classico" for at skelne den originale Chanti-vin fra andre vine produceret uden for territoriet. Derudover modtog Chianti Classico i 1967 DOC status og de tilladte druer var løst baseret på Ricasoli's opskrift: en Sangiovese-baseret blanding med 10-30% Malvasia og Trebbiano. I samme årti opstod endnu en udfordring for regionen: Chianti Classico's stigende popularitet førte til en stor efterspørgsel og et skift i produktionen. Vinerier begyndte at begyndte at øge andelen af hvide druer i blandingen og dette øgede kvantiteten af vin produceret, men forværrede kvaliteten. Priserne faldt og regionen fik dermed et omdømme for undervældende, masseproducerede vine. Bastflasken blev et symbol på disse vine fra Chianti Classico, som ironisk nok blev kaldt "fiascos".

Kort efter i 1970erne opstod Supertoscanere som et resultat af, at oprørske og kvalitetsbevidste vinproducenter begyndte at eksperimentere med ikke tilladte druetyper i et forsøg på at genvinde regionens ry for kvalitet. De brugte fortsat Sangiovese som base, men i stedet for hvide druer tilføjede de Cabernet Sauvignon, Merlot og Cabernet Franc. Disse vinproducenter fik deres vine mærket med "Vino de Tavola" (en klassifikation der som regel blev givet til vinene af den laveste kvalitet),  udelukkende grundet deres brug af de uautoriserede druer. For disse vine var nemlig af høj kvalitet og efterhånden blev Chianti Classico's regler tilpasset til at reflektere denne moderne vinfremstilling; en vis procentdel af de internationale druer blev tilladt (dog forsat med Sangiovese som dominanten i blandingen). I 1984 blev Chianti Classico opgraderet til DOCG - det højeste niveau af kvalitetsanerkendelse for italienske vine. Dog var Chianti Classico fortsat en del af Chianti-regionen og blev først i 1996 et selvstændig DOCG-område. Samme år blev 100% Sangiovese druer tilladt under Chianti Classico regionens produktionsreguleringer og i 2006 blev reguleringerne ændre til, at kun sorte druer til Chianti Classico var nu tilladt. Dermed skal hver Chianti Classico-vin indeholde mindst 80% Sangiovese og de resterende 20% skal være godkendte lokale eller internationale sorter. Hvis en Chianti Classico-vin bærer navnet Riserva betyder det, at den er en absolut topkvalitetsvin og opfylder følgende krav: Aldring i mindst to år i tønder/på fade af egetræ og yderligere tre måneder i flaske samt har et alkoholindhold på mindst 12,5%. Efter mange årtiers raffinement, er mange af vinene fra Chianti Classico bedre end de nogensinde har været og regionens ry oplever derfor kun en positiv udvikling.

Ratings:

James Suckling: 98 point

Druer: 

Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc & Sangiovese

Indhold: 

75 cl.

Relaterede varer
Copyright Wine Collector 2022. All Rights Reserved
user
0
Din kurv
Din kurv er tomTilbage til shop